Talende Jord

Forestil dig at jorden kunne tale! Hvad ville den så sige? 

Dette spørgsmål lagde kimen til installationen ’Talende jord’, som blev skabt til Nyland Forum Skive i oktober 2018 af Tina Andersen. En økologisk, en holistisk og en konventionel landmand på Salling egnen blev interviewet omkring deres agerjord og deres forhold til jorden. Kunstneren bad bla. landmændene om at sætte sig i jordens sted og svare på spørgsmål som ”hvad kan du ikke li´ ?”, ”Hvad er det bedste du ved?”…etc. Derudover fik kunstneren en spand jord af hver landmand. Salling egnen har mange forskellige typer jord fra klæg, kold jord til muld pga morænelandskabet. Interviewet blev omskrevet i jeg-form og forkortet. Tre lokale kvinder der kendte jorden indtalte teksten, som udgjorde lydsporet til installationen ´Talende Jord´.

Tre jordbunker lå udstillet på et bord med et navneskilt foran.  Opstillingen tog sig ud som et ”ekspertpanel/advisory board”. Det særlige ved værket er selve den aktion som beskueren er nødt til at gøre. Nemlig at bukke sig for jorden. Den taler nemlig ikke særlig højt, så derfor skal øret helt tæt på jorden. Installationen lægger op til dialog og eftertanke.

 ”Det jeg vil med denne her installation er at få mennesket til at lytte til jorden. Komme i øjenhøjde med den; se, lugte og høre den. Vi er så vant til at den bare er der, jorden, under vores fødder. Men den har jo en kæmpe betydning for at vi mennesker kan overleve. Min intention med installationen er at give jorden opmærksomhed og ikke mindst taletid.”

Tak til Poul Norsgaard Pedersen og Ingrid Arnborg Jensen (Nedergård), Henry og Marianne Jørgensen (Kjeldgård) og Thorkild Bülow Nissen (Gl. Børsting) for de spændende interviews om deres jord. TToni Elisabeth Irgens-Møller, Anne Lisbeth Olsen og Marianne Jørgensen for at lægge stemmer til jorden. 

Tak til Sven Irgens-Møller for logi og hjælp til at sætte installationen op. Aase Gammelby Bak og Thomas Olesen fra Skive Kommune for udarbejdelse og print af landkortet. Henk Keizer for opmuntring til at realisere projektet. 

www.nylandforum.dk er et forum for samtaler, visuel kunst, musik og debatter omkring landdistriktsudvikling.